Flyvning med helikopter, droner
Modelflyvning er både sjovt og meget effektivt som opmærksomhedstræning. Du kan flyve med mange forskellige modeltyper, f.eks. droner, fly og helikoptere. De findes i alle størrelser og prisklasser. Og der er både indendørs og udendørs modeller.
Jeg har selv en indendørs helikopter i miniature størrelse. Dvs. den er ca. 10 cm bred og 20 cm lang. Jeg flyver med den hjemme i stuen eller i garagen. Der er strøm til ca. 10-15 minutters flyvning, hvilket er perfekt til en hurtig opmærksomhedsøvelse. Det en en af de bedste koncentrationsøvelser, jeg kender, for det er nemlig umuligt at flyve sikkert med helikopteren og samtidig have tankemylder i hovedet. De to ting er ikke forenelige. Der er kontant afregning, hvis jeg ikke er fokuseret, da helikopteren simpelthen styrter eller brager ind i stole og borde, hvis jeg er ukoncentreret bare få øjeblikke. Det gør denne øvelse meget effektiv, som opmærksomhedstræning.
Her er en beskrivelse af en af mine egne træningsture med helikopteren.
1. Hav forberedelserne i orden. Helikopteren skal være fuld opladet og du skal have forberedt en bane, du ønsker at flyver. Den behøver ikke være meget detaljeret, men vælg f.eks. at starte og lande samme sted og indtænk så en bane, hvor du hele tiden kan se helikopteren.
2. Start med placere helikopteren på det valgte startsted med god plads til omgivelserne. Vær helt rolig inden du starter og stå sikkert med fjernbetjeningen klar.
3. Start langsomt rotorbladene på helikopteren. Helikopteren må ikke lette endnu, den skal blot være klar. Den må heller ikke dreje, den skal bare stå stille med roterende blade.
4. Øg nu hastigheden på bladene indtil helikopteren langsomt letter. Vær koncentreret om at stige langsomt og sikkert. Det er svært at holde helikopteren i ro hele tiden - de skal virkelig fokuseres.
5. Flyv nu rundt i din valgte bane. Vær fuldt koncentreret om flyvningen. Helikopteren skal hele tiden være i kontrol og rolig. Der må ikke være pludselige fald eller bratte stigninger, helikopteren skal bevæge sig let og elegant og hele tiden i ro.
6. Afhængig af dine færdigheder kan du øge sværhedsgraden. Flyv f.eks. tæt på loftet, eller øv dig i at flyve 10 cm. over gulvet eller andre svære manøvre. Indsæt også gerne små stoppunkter undervejs, hvor du lander helikopteren og letter kort efter igen.
7. Til sidst vender du helikopteren hjem og lander præcist samme sted som du lettede. Vær igen helt koncentreret. Helikopteren skal lande i langsomt tempo og elegant berøre jorden uden bump. Så slukker du for rotorbladene. Turen er slut - flot klaret! Husk at sætte helikopteren til opladning, så den er klar til næste tur.
Som nævnt ovenfor kan du flyve med mange forskellige typer af modelfly, og der er både indendørs og udendørs typer. Du kan flyve alene eller med andre i klubber og foreninger. Husk blot at flyvningen skal ske med 100% fokus og koncentration, hvis det skal være rigtig godt som opmærksomhedstræning imod stress og depression.
God fornøjelse med flyvningen:-).