Går tur med fokus
Gåture kan være rigtig godt for dig. Du kommer ud i det fri, og får rørt dig hvilket i sig selv er godt for sindet. Du skal blot gå turen på en bestemt måde - nemlig med fuld opmærksomhed!
En daglig kort gåtur kan gøre en kæmpe forskel for dig - det et godt mod både stress, angst og depression.
SÅDAN GØR DU:
1. Vurder hvilken rute du vil gå. Længden kan variere afhængig af fysisk form og vejr mv. - det bestemmer du selv. Vi anbefaler dog i starten at gå kortere ture, f.eks. gå i 15-20 minutter i roligt tempo. Du bør nemlig lære at "gå rigtigt", før du går længere opmærksomhedsture.
2. Start nu din gåtur. Gå i roligt tempo og vær fuldt fokuseret på alting omkring dig. Ret opmærksomheden på lydene omkring dig, det kan være fuglenes fløjten, bilernes kørsel, vindens susen eller regnen der falder.
3. Vær også opmærksom på dig selv og din gang. Mærk dine fødder mod asfalten, stien eller skovbunden. Mærk dit åndedræt. Måske kan du høre din ind- og udånding. Måske giver dit tøj lyde. Prøv at være opmærksom på det hele på én gang! Det kan godt være svært - men prøv:-)
4. Du vil sikkert opleve, at din koncentration ind i mellem flyver væk fra omgivelserne. Du opdager måske, at du har gået et langt stykke, hvor du helt har glemt alle lyde, dufte og fornemmelser. Du har kun tænkt på bekymringer over ting, der er sket, eller ting der kan ske. Det er helt normalt. Så snart du opdager at dine tanker er fløjet væk, retter du blot opmærksomheden tilbage på alting omkring dig og inden i dig.
5. Lav gerne en variation en gang i mellem på din tur. Vælg et mål nogle hundrede meter foran dig, det kan være en lygtepæl, et fodgængerfelt, et træ, gren eller andet. Sæt 100% fokus på at nå hen til målet uden at tankerne får lov til at flyve afsted. Kig lige frem på på målet og hold koncentrationen indtil du er helt fremme - flot! nu kan du slappe lidt af.
6. I pausen ser du dig lidt omkring. Anerkend dig selv for at være nået hertil. Ret så igen opmærksomhed på alt omkring dig!
7. Fortsæt turen. Lyt til lydene, duft alle duftene og mærk din krop. Bliv ved til du er hjemme igen!
Denne øvelse har den store fordel, at den er nem at komme i gang med. De fleste har adgang til at gå en tur, og det kræver ingen forberedelse. Men øvelsen er også lidt svær at mestre. Sagen er, at hjernen sagtens kan gå tur og tænke tanker samtidig. Det bliver et problem, hvis tankerne får lov at vandre og ender som bekymringstanker. Så er vi lige vidt, for vi ønsker nemlig at undgå negativt tankemylder. Variation er derfor vigtig (se punktet med variation ovenfor). Det kan være nemmere for dig og din hjerne at være fuldt koncentreret i små distancer af gangen. Udvid gradvist med længere distancer, hvor du lykkes med at være fokuseret hele tiden.
Du vil opleve, at dine gåture bliver et dejligt frirum for dig, når først du lærer at gå med fokus. Det er skønt at opleve alle de dejlige detaljer omkring dig - helt fri for tankemylder. Og dit sind har SÅ godt af det! God tur! :-)