Øvelser og værktøjer
Alle på Glad & Fri har gjort brug af forskellige terapiformer i større eller mindre grad. I forbindelse med vores egen afprøvning har vi sat os ind i teorierne bag de forskellige retninger. Vores søgen efter indsigt har været medvirkende til at få øvelser og træning til at give mening. Det er vigtigt for os virkeligt at forstå, hvorfor en given øvelse er god for os. Det er stærkt motiverende for enhver indsats, at man kan se sammenhængen mellem indsat og den positive effekt. Det giver lyst til at yde mere, så man kan opnå endnu mere effekt.
Her på siden gennemgår vi de terapiformer, som vi har gjort mest ud af på Glad & Fri. Der er mange andre gode terapiformer, og vores søgen efter mere viden er ikke slut endnu. Den slutter formentlig aldrig. Men tag blot nedenstående som gode eksempler fra det virkelige liv.
Positiv psykologi
Positiv psykologi er en del af psykologien, der fokuserer på menneskelig trivsel og optimal funktion. I modsætning til traditionel psykologi, som ofte fokuserer på at afhjælpe mentale lidelser og problemer, søger positiv psykologi at fremme det bedste i mennesker ved at undersøge og styrke deres positive kvaliteter og ressourcer.
En vigtig komponent er fokusering på positive følelser, som glæde, taknemmelighed og håb.
Positiv psykologi fremhæver desuden betydningen af flow-oplevelser, hvor individer er dybt engagerede og fuldt ud absorberede i aktiviteter, der udfordrer deres evner.
Hos Glad & Fri sørger vi for at vores mentale øvelser og glædesaktiviteter har positiv psykologi som et af de centrale omdrejningspunkter.
Metakognitiv terapi
Metakognitiv terapi (MCT) er en terapiform, der fokuserer på at ændre den måde, vi tænker om vores tanker og følelser. En grundsten i MCT er, at det ikke er selve tankerne eller følelserne, der skaber problemer for os, men derimod den måde, vi håndterer tankerne på. I terapien lærer man strategier til at ændre uhensigtsmæssige overbevisninger og reducere uhjælpsomme tankeprocesser, såsom vedvarende grublerier og bekymringer.
Jeg (Mathias) har selv deltaget i et 6 ugers metakognitivt terapiforløb i hold. En af de mest værdifulde ting jeg tog med fra kurset, var en række konkrete øvelser, jeg selv kunne lave efter kurset. Og ikke mindst fik jeg en god forståelse af, hvorfor netop de øvelser var gode.
Det handler rigtig meget om at lære at bryde og reducere tankestrømme, som er uhensigtsmæssige for os. At lære hvordan man selv kan tage kontrol over tankestrømmene (ikke selve tankerne) er uhyre vigtigt i kampen mod både stress og depression.
Se et eksempel på en øvelse i kognitiv terapi: nysgerrighed
Kognitiv terapi
Kognitiv terapi (KT) fokuserer på at identificere og ændre negative tankemønstre og overbevisninger, som bidrager til følelsesmæssige problemer og adfærdsvanskeligheder.
Grundideen i kognitiv terapi er, at vores tanker, følelser og handlinger er tæt forbundne. Negative og forvrængede tanker kan føre til negative følelser og adfærd. På Glad & Fri har vi deltaget i både hold og 1-1 sessioner med brug af kognitiv terapi. Vi har f.eks. arbejdet en del med at kortlægge og udfordre vores negative tanker og definere alternative og mere hensigtsmæssige tankemønstre. Dette er en af kerneaktiviteterne i kognitiv terapi.
Hvis man gør brug af både kognitiv og metakognitiv terapi, er det vigtigt at være sikker på, hvor de to terapiformer er forskellige. De er nemlig på nogle punkter hinandens modsætninger. For ikke at blande tingene uhensigtsmæssigt sammen her på hjemmesiden, har vi på Glad & Fri kun indarbejdet metakognitiv terapi i vores øvelser og vejledninger. Det betyder dog ikke, at vi ikke selv har haft god gavn af kognitiv terapi.
Mindfulness
Mindfulness er en mental praksis, hvor man bevidst fokuserer på at være til stede i øjeblikket uden at dømme. Det handler om at være opmærksom på tanker, følelser og sanseindtryk med en åben og accepterende holdning.
Formålet med mindfulness er at øge ens bevidsthed om nuet og reducere stress og angst. Ved at træne sindet til at vende tilbage til øjeblikket kan man opleve større ro og klarhed, hvilket kan forbedre både mental og fysisk sundhed.
Mindfulness kan praktiseres gennem meditation, hvor man for eksempel fokuserer på sin vejrtrækning, eller det kan integreres i dagligdagens aktiviteter, som når man spiser, går en tur eller lytter til musik.
I princippet er mindfulness meget enkelt. Det handler kort sagt om at være til stede her og nu! Ikke andet - bare være til stede lige nu i dette øjeblik.
Men netop det kan faktisk være rigtigt svært, og for stressede mennesker er det næsten umuligt. Det har vi i den grad selv erfaret på Glad & Fri, og derfor anvender vi Mindfulness som en værdifuld del af vores egen praksis, og vi har desuden indarbejdet Mindfulness i en del af de øvelser, som vi har lagt på denne hjemmeside.
Opmærksomhedsøvelser
Opmærksomhedsøvelser et et utroligt effektivt redskab imod flere mentale lidelser lidelser herunder stress og depression. Øvelserne er baseret på dels teoretiske retninger og dels vores egne erfaringer.
Hvis du indarbejder regelmæssig brug af opmærksomhedsøvelser i din hverdag, kan du opnå dramatiske forbedringer i dit sind.
Vi har samlet en række opmærksomhedsøvelser, som vi selv har afprøvet. En del af dem bruger vi selv regelmæssigt.