Alvorlig uro

Du har formentlig valgt denne side, fordi de to veldokumenterede lidelser, stress og depression, ikke helt passer til din situation. Måske ved du ikke, hvad du fejler, men du ved, at du ikke har det godt. På Glad & Fri har vi selv haft den oplevelse, at føle en uforklarlig uro i kroppen. 

Uro i forskellige former.
Uro kan opleves på mange måder. Fra den uro man kan føle op til en social begivenhed, som f.eks. en rund fødselsdag eller andet familiearrangement. Eller uro op til en eksamen. Det er dog ikke den type uro, vi taler om her. 

Det er lidt svært at beskrive uroen. Vi prøver alligevel ud fra vores egne erfaringer, og vi håber, at du måske kan genkende nogle af de karakteristiske træk.

For mig var urofølelsen en markant fornemmelse af, at det er "ulovligt" at slappe af. Dvs. at uanset hvad man foretager sig, så skal man være aktiv og udstråle, at man er i gang med noget fysisk aktivt.
At sætte sig ned og læse en bog er f.eks. ikke tilladt, det er ikke aktivt nok. At tage en lur er slet ikke tilladt. Hvis man går en tur, skal det være målrettet og have en på forhånd fastlagt rute og tidsinterval.

Jeg følte en ekstrem trang til at være involveret i begivenheder omkring mig - og ofte helt banale familieaktiviteter blev nærmest livsvigtige. Jeg husker f.eks. ting som at tilberede morgenmad for min kone og to børn. Jeg måtte simpelthen deltage i dette, og det var voldsomt vigtigt for mig, at de alle tre observerede, at jeg var aktiv og deltagende.
Det var tilsvarende vigtigt, at jeg var en vigtig del af samtalen ved bordet. Jeg ville vide alt og komme med forslag til alt. Det var forfærdeligt for mig, hvis de andre aftalte et eller andet udenom mig. Efter morgenmåltidet var det meget vigtigt for mig at bidrage med afrydningen, og ikke mindst at de andre bemærkede det. Når min kone og børn efterfølgende begyndte på dagens øvrige gøremål og dagligdags udfordringer, så var det igen forfærdeligt for mig, hvis ingen rådførte sig med mig.
Jeg prøvede for så vidt ikke at styre eller bestemme noget. Jeg havde blot et ekstremt behov for at være involveret og blive betragtet som betydningsfuld i familien. 

Alvorlig uro - diagnose?

Men hvorfra kommer dog denne ekstreme følelse? Hvorfra stammer definitionen på, hvad der er legalt, og hvad der er forbudt? Det kan man spekulere længe over og nogle psykologiske retninger vil pege på voldsomme begivenheder i barndommen, der ikke er bearbejdet, som værende årsagen. Andre retninger vil pege på, at man netop IKKE skal søge efter konkrete årsager og forsøge at udtænke løsninger eller anden form for tankemæssig bearbejdning. 

Jeg tror selv, at urofølelsen har rod i "frygten for eksklusion fra fællesskabet" (se mere om dette under handlingsplan mod let depression), som i dette tilfælde er løbet løbsk. Følelsen er blevet forstærket over tid, så den nu er kommet helt ud af kontrol. Man skal gøre sig fortjent til gruppens accept, man skal vise og præstere noget, ellers bliver man vurderet som ligegyldig eller overflødig. I sidste instans bliver man smidt ud af fællesskabet (her familien).
Jeg oplevede denne ekstreme tang til selvhævdelse over for mine nærmeste familiemedlemmer, som jo intet forstod af min adfærd. Min frygt var fuldstændigt ubegrundet, men jeg kunne ikke selv se det. 

Alvorlig uro vs. stress
Den ovenfor beskrevne form for voldsomme uro vil jeg mest af alt sammenligne med alvorlig stress. Når den rammer, så er det umuligt at fungere normalt. Det mærkelige er, at man godt kan foretage sig afgrænsede handlinger, som for andre ikke umiddelbart virker mærkelige eller anderledes. Og man forsøger netop at undgå, at nogen lægger mærke til noget.

Man kan kun opretholde facaden i kort tid af gangen. Det kræver nemlig enormt meget energi at være i denne tilstand uden at andre bemærker, at der er noget galt. 

Det er så belastende en tilstand, at man forsøger at komme fri af den. Jeg oplevede en konstant trang til at komme væk. Bare komme et andet sted hen. Hvis jeg var på arbejde, ønskede jeg mig hjem i min stue. Det gjaldt også, hvis jeg var ude at handle ind. 

Permanent flugttilstand
Problemet blev rigtig slemt, da jeg en dag konstaterede, at når jeg var hjemme, så ønskede jeg mig også et andet sted hen! Her bliver uroen til en invaliderende tilstand. Når der ikke er flere steder at tage hen, hvor man ikke samtidig ønsker sig væk igen, så er det virkeligt slemt. Det er en flugt, men en håbløs flugt. Alle steder fører til et nyt flugtønske - altså en form for permanent flugttilstand. 
Intet synes at hjælpe. Jo, en stæk beroligende pille kan kortvarigt fjerne eller dæmpe uroen er min erfaring, men virkningen er kortvarig, og så snart pillen ikke virker mere, så kommer uroen igen. Alkohol dæmper ligeledes uroen kortvarigt, men må på alle måder frarådes, da risikoen for afhængighed er uhyggelig stor.

Jeg (Mathias) har søgt mange steder på nettet og hos eksperter om, hvad denne type uro kaldes i professionel psykologisk forstand. Altså om der findes en kendt diagnose for tilstanden. Men typisk bliver der henvist til enten angst eller stress.
Ingen tvivl om at urofølelsen er beslægtet med disse to lidelser, men alligevel synes jeg ikke, der er et rigtigt godt match.

Angst forekommer ofte som deciderede angstanfald - altså man kan have perioder med rimeligt ro på sig, men pludselig rammes man af angstanfaldet, som så er meget stærkt og ubehageligt, mens det står på. Herefter falder man nogenlunde til ro igen. 

Med uroen er det anderledes. Den er konstant i kroppen både dag og nat. Ofte er søvn kun mulig ved brug af medicin eller intensive afslapningsøvelser - ofte en kombination af begge dele. 
Det er som om, man bliver forfulgt af urofølelsen. Det er rædselsfuldt, og man ønsker sig bare væk fra den - man er klar til at gøre hvad som helst for at slippe for den. Til sidst er man fuldstændigt udmattet og opgivende.

Den alvorligste fase i uro-tilstanden kan måske bedst beskrives som den tilstand, et vildt dyr kan befinde sig i. Hvis et dyr bliver jagtet af sine fjender, følger den sit første instinkt som er er flygte. En antilope på savannen sprinter afsted fra løverne, og udmanøvrerer ofte sine forfølgere. Men det sker, at den møder en høj skrænt eller måske et andet vildt dyr under flugten, hvorfra den ikke kan undslippe. I den situation har den kun én overlevelsesmulighed tilbage. Og det er kamp! Hvor desperat det end kan forekomme, så retter den gevir eller horn mod løven, og sætter alt ind på at besejre overmagten. Den har ikke store chancer, men det er dog bedre end blot at lægge sig ned på jorden og dø uden kamp. Antilopens overlevelsesinstinkt driver den til at gøre forsøget.
Det samme tror jeg, gør sig gældende for et menneske, som lider af permanent urofølelse. Som beskrevet forsøger man at komme væk fra flere og flere hverdagssituationer, men til sidst må man konstatere, at der ikke er flere steder tilbage at flygte hen. Intet sted føler man sig rolig.
Da flugt ikke er mulig, vil den eneste mulighed så være at kæmpe, som i eksemplet med antilopen. Man vil forsøge at besejre uroen. Problemet er, at uroen er en usynlig fjende. Man ved ikke, hvad det er, man man kæmper i mod. Og man ved derfor heller ikke, hvordan man skal kæmpe. Antilopen havde dog løven som konkret og synligt angrebsmål. 
I den situation er man som menneske magtesløs - altså når hverken flugt eller kamp er mulig. Magtesløshed dræber håbet, og uden håb kan et menneske ikke fungere - det sidste er min egen påstand og erfaring. Slukkes håbet i sindet, så taber man alt. I den situation er selvmordstanker hyppige gæstetanker hos personer med alvorlig uro. Selvmord kan betragtes som den ultimative flugt. Det er formentlig unikt for mennesket at indtænke selvmord som løsning. Antiloper tænker ikke i selvmord. Det er altid enten flugt eller kamp. Men mennesket kan udtænke og planlægge - og i nogle tilfælde desværre også udføre - selvmord. Som en sidste udvej for at undslippe den uudholdelige tilstand.
Derfor skal vi mennesker for enhver pris undgå at miste håbet! Håbet er livets flamme, eller udtrykt på en anden måde - det halmstrå, som vi kan klamre os til i trængselstider. 

Den stærkt depressive - eller personen, som er ramt af alvorlig uro - er desværre særligt udsat for at miste netop håbet. Herfra er der ikke langt til at begynde at tænke på - og måske lægge planer for - selvmord. Og så kan det ikke blive mere alvorligt. 
Det absolut eneste positive at sige om tilstanden er, at den svært depressive ofte er så initiativløs, at vedkommende ikke magter at effektivisere sin plan. Risikoen er dog, at initiativet kan opstå i takt med at personen oplever bare en lille bedring af depressionen. 

Det er svært at lave en specifik handlingsplan mod alvorlig uro, sådan som vi har gjort for depression og stress. Det skyldes, at uroen er så diffus og kan opleves så forskelligt fra person til person. På Glad & Fri tror vi dog på, at flere af øvelserne mod alvorlig stress også har en gavnlig virkning mod alvorlig uro.

Selv om vi ikke kan skrive en generel handlingsplan mod alvorlig uro, så mener vi godt, at vi kan hjælpe. Vi kan skrive, hvordan vi selv fik bugt med uroen. Vores inderlige håb er, at du kan finde lighedstræk til din egen situation og overføre vores tiltag til din egen kamp og helbredelse.

Vores beskrivelse får du her: link til Mine tiltag mod alvorlig uro.